25 års jubilæum

Leander_anniversary_cradle

Leander er blevet voksen, men tænker som et barn

Leander, som er kendt og anerkendt for sine børnemøbler, er med sine 25 år på markedet blevet voksen. Men det er og bliver børnenes behov, der er inspirationskilden, når der skal udvikles og designes nyskabende produkter.

Virksomheden Leander kom til verden i 1998, da stifteren, Stig Leander, hørte nyheden om, at hans svigerinde skulle have tvillinger. Han forestillede sig, hvor stressende det måtte være at skulle klare to nyfødte på én gang.

Det inspirerede ham til at designe en vugge til svigerinden. Og den skulle have de samme kvaliteter som en livmoder. Tvillingerne skulle føle sig trygge, selv når moderen var optaget af at skifte ble eller amme den ene af babyerne. Det skulle være et blødt, varmt og trygt univers. Resultatet blev vuggen Leander Classic™, som hurtigt fik status som en klassiker.

Børnenes konkrete behov var udgangspunktet for den berømte vugge for 25 år siden, og filosofien er præcis den samme den dag i dag. Produkterne fra Leander skal ikke bare se godt ud. De skal gøre en positiv forskel for børn og forældre i hverdagen.

Møbler skal indrette sig efter barnet

Børn bevæger sig. Selv mens de sover. Derfor er møbler fra Leander designet til enten at bevæge sig med barnet eller give barnet frihed til at bevæge sig og vokse. Ambitionen er, at møblernes ergonomi og funktionalitet gerne skal bidrage til at stimulere barnets sanser, balanceevne og motorik på en naturlig måde.

I dag er Leander ejet af den svenske koncern Bare Collective, men Stig Leander spiller fortsat en vigtig rolle som designer. Fra børnenes perspektiv har han siden vuggen til sin svigerinde også gentænkt puslepuden (Matty™), det væghængte puslebord (Wally™) samt en række andre populære børnemøbler.

Skal holde i generationer

”Vores møbler er født med et særligt DNA: de er gennemtænkte og bygger på funktionalitet i en kompromisløs kvalitet. De er udviklet for at kunne vokse og bevæge sig med barnet og kan gå i arv fra generation til generation. Vores møbler holder til livet, og dét er for os indbegrebet af bæredygtighed og tidløst design,” siger Michael Mendgaard-Holm, administrerende direktør for Leander.

Han er stolt, når han ser, at møblerne fra Leander bliver brugt af fire til fem børn for så at blive givet videre til nye generationer af børn, som har lige så stor glæde af dem. Det er også baggrunden for, at de møbler, som startede med at være børnemøbler til danske børn og deres forældre, hurtigt er blevet efterspurgt af børnefamilier verden over.

Respekt for det gode håndværk

Materialerne til Leanders møbler er et kapitel for sig. De bliver udvalgt med omhu og skal både være holdbare, æstetiske og funktionelle.

”Uanset hvilke materialer vi arbejder med, er vi altid meget opmærksomme på kva-liteten og de små detaljer, som kendetegner godt håndværk. Vi udvælger omhyggeligt de materialer, vi vil arbejde med. De fleste af vores møbler er lavet af eller indeholder naturmaterialer,” fortæller Michael Mendgaard-Holm.

Der er særlig opmærksomhed på at undgå materialer, som kan påvirke børn i en negativ retning.

”Det er vigtigt for os at gøre en forskel, når vi designer og udvikler børnemøbler. Form og funktion samt sikkerhed skal gå op i en højere enhed. Møblet skal passe til barnet og aldrig den anden vej. Derfor er Leander ikke bare en møbelvirksomhed. Det er en filosofi, en følelse, og en holdning til materialer, form og funktion,” understreger Michael Mendgaard-Holm. Han ser med fortrøstning på fremtiden, hvor stadig flere forældre træffer kritiske valg på deres børns vegne.

”Fokus på jordens ressourcer og valget af produkter, der kan holde i generationer, er en positiv udvikling, hvor vores filosofi passer perfekt ind,” siger Michael Mendgaard-Holm.

For yderligere information, logo og billeder kontakt venligst: marketing@leander.com

Om Leander

Leander A/S er en international møbelproducent fra Silkeborg i Danmark. Virksomheden er kendetegnet ved en række unikke produkter og en stærk designfilosofi. Leander designer tidløse og holdbare møbler til og for børn. Møbler, der kan følge barnets udvikling og give mulighed for fri og naturlig bevægelse. Leander ønsker at gøre en forskel i hverdagen for børn og deres forældre. Det er virksomhedens DNA.

Download hele pressemeddelelsen (pdf)