Ny administrerende direktør

Leander_new_managing_director

Ny direktør hos Leander - kommer med stor branche- og branderfaring

Det kendte brand inden for børnemøbler, Leander, får nu ny Administrerende Direktør. Det er Michael Mendgaard-Holm, som kommer med stor viden og erfaring fra branchen og en række stærke brands.

Michael Mendgaard-Holm, 44 år, tiltræder stillingen som administrerende direktør for Leander. Virksomheden, med hovedsæde i Silkeborg, er kendt og anerkendt på flere end 30 markeder verden over for sine børnemøbler og tilbehør, hvor der er kælet for kvalitet, design og funktionalitet. Michael Mendgaard-Holm kommer med dyb og bred ledelseserfaring fra nogle af de stærkeste brands i branchen. Mens Leander gennem et kvart århundrede er blevet kendt for især vugger og senge til de mindste, så har Michael Mendgaard- Holm primært været beskæftiget med senge til de større.

Fra store senge til børnenes møbler

Senest kommer han fra en stilling hos det svenske senge- og dynebrand, Cura of Sweden, hvor han bl.a. har været øverst ansvarlig for produktudviklingen af senge og topmadrasser. Før den tid var han global marketingdirektør for luksusmærket Hästens Beds, hvor han var ansat gennem ti år. Desuden har han salgserfaring på ledelsesplan fra den eksklusive del af køkkenbranchen, hvor han har været salgsdirektør for køkkenbrandet Multiform. Her med ansvar for salget til Danmark og en række lande, primært i Norden.

I Leander får Michael Mendgaard-Holm brug for hele paletten af kompetencer. Virksomheden, der blev grundlagt af Stig Leander i 1998, indgik i oktober 2022 i den svenske koncern Bare Collective, som har fokus på stærke brands inden for produkter til kvinder og børn.

Michael Mendgaard-Holm afløser Stig Leander som administrerende direktør. Stig Leander træder ud af den daglige ledelse og vil fremover beskæftige sig med design- og udviklingsopgaver.

”Udgangspunktet for Leanders børnemøbler og tilbehør har altid været en ambition om at gøre en reel forskel for forældre og deres børn i hverdagen. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til at stå i spidsen for virksomheden, der har stærke holdninger, dygtige medarbejdere og dansk designede og europæisk producerede produkter ’fra øverste hylde’. Et solidt udgangspunkt for at skærpe, udvikle og vækste fremtidens forretning plus høste synergier sammen med vores svenske ejer,” siger Michael Mendgaard-Holm.

Yderligere oplysninger:

Michael Mendgaard-Holm, Tlf. 29634344, mmh@leander.com

Pressefoto kan frit benyttes: Michael Mendgaard-Holm, tiltræder nu stillingen som administrerende direktør for Leander.

Om Leander

Historien om Leander startede i 1998, hvor Stig Leanders svigerinde ventede tvillinger. Det satte gang i tankerne om at designe en vugge, der både kunne berolige og stimulere et barns udvikling. Det blev udgangspunktet for den berømte Leander Classic™ vugge. Siden er fulgt en række innovative produkter, hvor bl.a. Leander Matty™ puslepuden fylder stort i salget og har sat nye standarder for puslepladsen

Download hele pressemeddelsen (pdf)